Samlingsstedet for amatørens billeder, ideer og prøvelser.

Til og med 2016

Denne side skal bruges som en slags fotodagbog, hvor jeg kan ” slå op” og finde indstillinger, ideer og andet som er brugt på et tidspunkt.
Ellers  kan jeg sidde og smile for mig selv i gyngestolen om nogle år og tænke tilbage på dengang, hvor alt var nyt og temmelig bøvlet.

Da jeg kom hjem i December 2014 med mit ny indkøbte kamera og objektiv, var jeg klar til at kaste mig ud i fotografiets verden og hvor svært kunne det lige være. Finde motivet og klik –  de gode billeder ville rulle ud på stribe…..

Men jeg blev klogere….

Med kameraet fulgte en brugsanvisning på mindst 279 sider.

Jeg begyndte at bladre lidt i den, men først efter at have forsøgt mig med at dreje og trykke lidt her og der…
Da det ikke gav de ønskede resultater, måtte jeg jo sætte mig ned og finde ud af de mest elementære ting, så jeg kunne komme i gang.
I et godt stykke tid brugte jeg AUTO knappen. Jeg skulle nu kun zoome ind og prøve at få emnet i focus.
At finde fokus på en hund eller hest er ikke så svært, medmindre der kommer en lille gren eller et græsstrå i vejen, så bliver elektronikken forvirret og aner ikke hvor fokus nu skal være.
Men som en tidligere veninde sagde da jeg startede ud.: Ud og tag en masse billeder med forskellige indstillinger, hjem og tjekke dem i pc’ern og ud  og prøv igen.

Denne side skal bruges som hjælp til mig selv og måske andre som lige som jeg, ikke har muligheden for at være medlem af fotoklubber p.g.a arbejdstiden eller andet.
Jeg søger hjælp i div. bøger, hæfter, facebook grupper, websider med tips & tricks og på youtube.com.
Diverse prøvelser og aha oplevelser bliver skrevet ned, så jeg kan vende tilbage til dem, hvis behovet opstår.

Den første fototur. En tur til Barsø

 

Til redigering bruger jeg Paint Shop Pro X9. Jeg har også Adobe  PhotoShop og Adobe Lightroom, men det er det program jeg altid vender tilbage til.
Jeg har taget flere kurser i programmet og kender det efterhånden temmelig godt.

 

Jeg spurgte Laura om jeg måtte komme forbi en dag jeg alligevel var i nærheden og tage nogle billeder af hendes heste. Overbevist om at, man bare satte knappen på “sport” zoomede ind og de gode billeder ville stå i kø. 🙂 Men heste og hunde er hurtige i vendingen og reagere ikke når man siger – hold lige den stillingen et sekund mere – det var sjovt og lærerigt.

 

Rideklubben EQUUS holder flere små stævner hvert år. Var forbi i 2015 for lige at se, hvordan man fotografere i haller, hvor lysforholdende ikke er helt optimale.

 

Besøg fra Tyskland.  Benyttede lige lejligheden til at tage billeder af deres dejlige Australian Shepherds. Den sort/hvide købte de hos os for snart 14 år siden. Den røde er knap så gammel 🙂

 

 

Blomster, buske og træer i min have bliver flittig brugt til nye ideer og indstillinger. Jeg jagter stadig humlebierne og prøver at få et godt billede.
Det har jeg stadig til gode. De små uldne dimser med de alt for små vinger, kan man ikke styre, men det gør det jo ikke mindre sjovt 🙂
Er blevet oplyst om at her bruger man macro og blitz, hvis man vil ha’ det rigtig gode billede. Det må jeg kikke nærmere på.

 

 

Så fik jeg chancen for at fotografere lidt andet end blomster. Besøg hos en veninde som godt kunne bruge nogle familiebilleder.

 

Jeg var så heldig at vinde en 3 plads i en foto konkurrence som CEWE havde lavet, med et billede fra denne fotodag.

 

 

Svampene dukkede en dag op midt i græsplænen. Utrolig dekorative. Nogle af de bedste billeder får man med næsen nede i græsset.

 

Lånte naboens Tamron 150-500mm. En kæmpe klods som krævede et stativ.
Jeg var temmelig negativ da jeg så det. Kunne kun se begrænsninger i sættet. Men når det nu var her, kunne jeg jo lige så godt prøve det af.
Ind i bilen og op til Mona som havde fået en ny hest.
Mona placerede hesten på græsset ved siden af de små birketræer og jeg måtte temmelig langt op af vejen for at få parret i fokus. Stativet skulle reguleres i højden og sikke et bøvl men, bum bum bum nogle gode billeder det tog.
Her var muligheder der ville noget, hvis altså der var masser af plads. 🙂

 

Så blev der indkøbt et SIGMA 50-500mm og stativ. Man må jo ikke gå ned på udstyr 🙂
Sættet blev fundet på Amazon.de til “rimelige priser” .
Har også købt flere ting på Amazon og E-bay og aldrig oplevet bøvl af nogen art.
Det kommer lynhurtigt, pakken er fin og uden skrammer.
Sigma 50-500mm er dog temmelig lyskrævende, så det er til fotografering af hest/hund udendørs.

 

Har næsten altid kameraet med når jeg går tur i skoven eller langs bækken. Lige pludselig er motivet der og så er kameraet jo lige ved hånden.

 

Auto er jo nemt, men vil man have fuld kontrol over billedet hedder det manuel indstilling.

Bum bum bum, så er det ind og kikke i manualen igen… iso, blænde, lukke hastighed, afstand…. jamen så går jeg da bare i gang 🙁

Inde på Pinterest, hele verdens idekatalog, kan man finde næsten alt. Man søger og man finder – 1000 vis af gode ideer til det du leder efter …

Websider.:

Alt om fotografering.
Esben Thomsen har også noget på hjertet omkring forståelsen af iso, blænde og lukketid.
Eller fotosider du bør kende

 

Lidt vinter billeder. Sneen udeblev men lidt frost blev det da til.